Med rødder i udlandet - Bog - Side 78
Undervisningsbogen har til formål at skabe nuancer og vække
nysgerrighed om de danskere, som har rødder i en række udvalgte
lande uden for EU. Vi ønsker med bogen at give et statistisk overblik,
som kan bruges som afsæt til videre research og debat, for at
finde fælles forståelse for de forskelle og ligheder, som vi danskere
besidder på tværs af vores – og vores forældres – forskellige
geografiske ophav.
Grupperne af danskere med rødder udenfor Danmark er kommet
hertil i forskellige perioder, af forskellige årsager, fra forskellige
kulturer og med forskellige forudsætninger. Derfor ønsker vi
med denne bog at give et mere nuanceret billede af gruppen af
de såkaldte »indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande« i
Danmark.
Vi ønsker, at bogen skal danne grundlag for en konstruktiv debat
både på uddannelsesinstitutionerne i studiekredssammenhænge og
andre samtalefora, om hvilke forudsætninger vi hver især har, når
vi lever og agerer som danskere i vores fælles samfund.