Med rødder i udlandet - Bog - Side 17
Maisa
Maisa havde en normal barndom i
byen Prijedor i det nordlige Bosnien.
Hun legede med de andre børn i
nabolaget, tog på ferier rundt i det
gamle Jugoslavien og elskede at
tilbringe weekenderne hos sin
mormor og morfar på deres gård
ude på landet.
Men kort efter hendes skolestart
blev alt vendt på hovedet. Borgerkrigen i Jugoslavien brød ud,
og Bosnien var ikke længere et
sikkert sted at være og basale ting
som mad og vand blev en mangel.
Langsomt blev livsfare en del af
hverdagen, mens familien gjorde,
hvad de kunne for at overleve.
”Min mor insisterede på, jeg fortsatte med at gå i skole. Selvom det
kunne være farligt, var det et forsøg
på at holde fast i det normale. Og
normalitet var virkelig noget, vi
havde brug for”, fortæller Maisa.
I løbet af 1993 blev Prijedor dog
for farlig at bo i, og familien flygtede
til Kroatien, som Maisa kendte fra
sine ferier rundt i Jugoslavien. Men
snart var det også for farligt. Med
hjælp fra den danske ambassade i
Zagreb fik familien til alt held lov
til at flygte til Danmark, og så gik
den lange tur op gennem Europa.
Familien kom til Danmark omkring julen i 1993. På det tidspunkt havde Maisa gået i tredje
klasse i to lande, og nu kunne hun
fortsætte i Avnstrup på Midtsjælland. Det tog tid at vænne sig til alt
det nye, men efterhånden kunne
familien lægge krigen bag sig og få
et normalt liv i Danmark.
”Det bedste fra de år var, at jeg
efter mange års ønske endelig blev
storesøster”, fortæller Maisa.
Tiden gik, og hun skulle beslutte
sig for, hvad hun ville lave efter
skolen. Det meste af sin ungdom
var hun sikker på, det var læge hun
skulle være. På den måde kunne
hun hjælpe andre, blive intellektuelt udfordret og let få arbejde i
udlandet, hvis det skulle friste.
Hun begyndte på medicinstudiet
efter gymnasiet, men måtte efter
kort tid erkende, at drømmestudiet
alligevel ikke var sagen. Der manglede noget.
”Jeg savnede at diskutere samfundsforhold og politik. Så efter
første semester skiftede jeg til
statskundskab, og det har jeg ikke
fortrudt et øjeblik”, siger hun.
”Jeg elsker generelt, at jeg i mit
arbejdsliv har haft nogle jobs med
dygtige kolleger og chefer og mulighed for at udvikle mig og dygtiggøre mig”, fortæller hun. Fritiden
går ofte med at læse bøger, når der
vel at mærke er tid til det. I dag har
hun nemlig sin egen børnefamilie
at passe, og det er en tidsrøver.
Maisa og resten af familien fejrer
stadig bajram, hvor familien samles
og spiser traditionelle retter.
Siden borgerkrigen sluttede, har
hun fortsat besøgt Prijedor og sin
mormor og morfar. Deres gamle
gård, hun ofte legede i som barn,
blev ødelagt under krigen, men er
siden genopbygget.
Studieskiftet gjorde hende samtidig
bevidst om, at det er en mulighed,
langt fra alle kan tage for givet.
”At skifte studie er en ret privilegeret og dansk ting at kunne gøre
– også bare at forklare sine forældre
det. Jeg ved i hvert fald det kan
være svært at tage snakken i nogle
familier, der kommer fra andre
kulturer”, siger Maisa, hvis forældre
bakkede hende op i hendes beslutning fra starten.
Og dumt var det ikke. I dag har
hun nemlig en ledende stilling i
staten, hvor hun finder stor mening
i at bidrage og se de ansatte lykkes i
deres faglige udvikling.
undervisningsbog – med rødder i udlandet – 17
